Ak, er der i den Glands ei Glod?
Bli"r dig for koldt din Moders Skjod?
Nei, flyv! udbred din Moders Navn!
Din Haeder troster da mit Savn.
TIL OLE BULL.
[ON HIS SEVENTIETH BIRTHDAY.]
JONAS LIE.
Skjont Purpuret ruller ej over din Skulder, en Konge dog er Du forvist,- Geniet er Kaaben, Du bar ifra Daaben, og Buen din onskekvist!
OLE BULLS DoD.
[THE DEATH OF OLE BULL.]
ANDREAS MUNCH.[32]
[32] Poet Laureate of Norway.
Gamle Gran med Sne paa Lokker Fast i haarde Fjeldbund staar, Vinterstormen ei den rokker, Rank den gronnes som i Vaar.
Saa til Norges Pryd og aere Ole Bull for Verden stod, Kunde Solverkronen baere Blussende i Ungdomsmod.
Aldrig syntes han at aeldes, Frisk hans Tonestrom end lod, Og den kom med vore Fjeldes Rene Luft til Sydens Glod.
Over Verdenshavet drog han Til et Hjem i fjerne Vest, Aldrig helt det dog betog ham, Han var der kun haedret Gjaest.
Altid droges han tilbage Til sin elskte Fodestavn, Altid maatte han dog tage Faeste i den gamle Havn.
Det var som ny Kraft han hented Fra sin haarde Barndomsjord.- Og iaar man did ham vented, Som"ren kaldte ham til Nord.
Lyso ved de blanke Sunde, Naer den gamle Klostermark, Havde smykket sine Lunde, Hvor han bygged sig en Ark.
Flaget vaied alt fra Taarne, Prydet var den lyse Hal, Blomsterdufte bleve baarne Ud mod ham, der komme skal.
Ak, da hortes dunkle Rygter: Han laa syg i fremmed Land!
Ingen Fare dog man frygter, Ole Bull ei segne kan!
Og han kom. Alt Skibet glider Fjorden ind med dyre Fragt, Og fra Klippekystens Sider Hilses han af Sommerpragt.
Men han ei fra Borde springer Rank og ungdomslet som for- Varsomt man en Syg kun bringer Op til Hjemmets aabne Dor.
Det var altsaa sandt!-Den Staerke Rammet var af Sygdoms Pil, Men dog kunde man bemaerke Om hans blege Mund et Smil.
Mildt han hilste til dem Alle, Glaeden lyste af hans Blik.
Maaske Hjemmet kunde kalde Til hans Bryst en Helsens Drik?
Ak, som Walter Scott fra Syden Droges til sit Abbotsford, Vilde ikkun do ved Lyden Af Flodbolgen om bans Gaard,
Saa den norske Sanger stunded Til sit norske olands Hus.
Blidelig han der nu blunded Dysset ind af Bolgens Sus.
Men en Dag han vaagned rolig, Saa sig om i skjonne Hjem, Bad sin Viv, som fulgte trolig, Spille Mozarts Reqviem.
Og paa disse Himmeltoner Toneskjaldens Aand sig svang Op til hine lyse Zoner, Hvor der lyder Englesang.
Men hans Faedreland tilbage Havde dog hans Legem end.
Under hele Folkets Klage Fortes det til Bergen hen.
Skib paa Skib Ligsnekken fulgte Som en Konges Jordefaerd, Og den Drot, hvem Kisten dulgte, Var vel saadan Hyldning vaerd.
Rundtom Vaagen, graadkvalt, stille Traengtes Folket, Rad bag Rad, Alle de ham folge vilde Sidste Gang i Fodestad.
Der, i Ly af Barndomsfjelde.
Hviler nu hans aedle Stov, Birk og Haeg fortroligt haelde Sig mod Graven med sit Lov.
Trosten synger sodt derover Hver en Vaar sin Morgenbon- Han, som blidt derunder sover, Var en aegte Norges Son.
Derfra vil hans Eftermaele Naa til fjerne Tiders Gang, Vaekke mange Kunstnersjaele Til at folge ham i Sang.
Norges Folk! Giv dette Minde Og de ydre Formers Vaegt!
Lad hans skjonne Billed finde Vei til senest Efterslaegt!
TIL OLE BULL.
[SUNG AT THE FUNERAL SERVICE.]
JOHN LUND.
Du G.o.dt har holdt Ord, talt Norriges Sag Og baaret dets Ry viden Lande; Du loftet har hoit dit Faedrelands Flag Rundt om paa de fjerneste Strande.
Ja Fyrster og Folk sin Hyldning har bragt Din blode og malmstaerke Bue; Et Scepter den blev, som Storme har lagt, Og taendt har Begeistringens Lue.
Naar Buen Du strog, om borte Du var, Det klang som et: "Leve vort Norge!"
Thi altid din Hug til Norge Dig bar, Alt kan for din Kjaerlighed borge.
Du elsked dit Land, dets veirbidte Strand, Og aldrig Du kunde det glemme, Og Folket Dig elsked, Kvinde som Mand, De vidste, kun her var Du hjemme.
Saa Tak da for alt, for Toner, for Sang, For Gloden, Du taendte og vakte.
Hav Tak for din kjaekke, mandige Gang, Hav Tak for hvert Offer, Du bragte.
Nu nedlagt er Buen, Tonen dor hen, Dit Minde dog aldrig skal svinde: Det Norge, Du var saa fuldtro en Ven, En Evighedskrans vil Dig binde.
TO OLE BULL.